tirsdag den 20. december 2011

Toldere på Fanø

Toldvæsenet på Fanø og Mandø sorterede under Ribe indtil 1843. I 1668 blev der udnævnt en toldinspektør for begge øer, men han havde blivende ophold i Ribe. Sytten år senere blev han afløst af en toldbetjent, der dog omtalte sig selv som inspektør. Han bosatte sig Nordby, men flyttede senere til Sønderho. Hans efterfølgere blev udnævnt til ”toldbetjente og visitører på ølandene ved Ribe”, nærmest svarende til købstædernes toldkontrollører. Alle boede i Sønderho, indtil Ørsted valgte at flytte til Nordby omkring 1773.

I 1786 blev toldbetjent Ørsted forflyttet til Vendsyssel og Rentekammeret valgte i stedet at ansætte to toldkontrollører på Fanø – den ene i Nordby, den anden i Sønderho. Det var en forsøgsordning, der foreløbig skulle vare i tre år. Først fem år senere – i maj 1791 – blev ordningen evalueret og afsluttet. Kontrolløren i Nordby var allerede blevet forflyttet til fastlandet et år tidligere, og hans embede stod tomt. Og kontrolløren i Sønderho måtte man se at finde et andet embede til, hvilket lykkedes et halvt år senere. Tolderen i Ribe måtte for 102 rdl. om året ansætte en toldfuldmægtig, der kunne varetage toldopsynet og regnskaberne i Sønderho. I Nordby blev forholdene ordnet på den måde, at tolderen i Varde (der boede i Hjerting) skulle overtage regnskaberne og for sin ulejlighed nyde de såkaldte uvisse toldindtægter. Opsynet i Nordby blev derimod lagt i hænderne på strandinspektøren i Hjerting (jf. kgl. resol. 3.5.1786 og 11.5.1791).

I løbet af 1791 entrerede tolderen i Ribe sig med skipperen Jens Sonnichsen Møller (1748-1810) i Sønderho, der foruden at være branddirektør og sognefoged nu også kunne kalde sig toldfuldmægtig. Efter hans død gik stillingen i arv til hans to sønner, først Sonnich Jensen Møller (1779-1819) og dernæst Jes Jensen Sonnichsen den yngre (1785-1865). I 1824 blev sidstnævnte afløst af Jeppe Thorsen Feerup (1789-1875) der beholdt stillingen indtil 1860.

Først i 1822 fik Fanø atter en kgl. toldembedsmand, og det bestemtes at det opdelte overopsyn med øens toldforretninger skulle ophøre. Sønderho og Nordby skulle herefter alene sortere under toldinspektøren i Ribe. Som toldkontrollør udnævntes øens branddirektør og tidligere kommandant Wilhelm Winckler for en fast årlig løn af 100 rdl. Han og de efterfølgende toldkontrollører bosatte sig i Nordby. Desuden blev det pålagt at stationere to krydsbåde på øen, en i Sønderho, den anden i Nordby, og hver bemandet med en krydstoldbetjent og en rorskarl. Begge krydsbetjentes skulle have en løn 100 rdl. om året (jf. kgl. resol. 17.9.1822).

I 1843 gik overopsynet med toldvæsenet på Fanø fra Ribe til Hjerting og tre år senere til Varde, men det betød i øvrigt ingen ændringer i forretningsgangen på øen (jf. plakater 15.12.1842 og 10.10.1846).

Fanø blev langt om længe ophøjet til et selvstændigt tolddistrikt i forbindelse med vedtagelsen af landets første lønningslov for toldvæsenet i 1851. På øen skulle der fremover være en toldoppebørselskontrollør (løn 800 rdl. + kontorhold 150 rdl.), fire toldassistenter (højeste løn 500 rdl.) og seks toldkarle. Den førnævnte toldfuldmægtig Feerup fik det højest lønnede assistentembede, mens de to krydsbetjente (og en privat assistent i Nordby) deltes om de øvrige tre assistentembeder.

Fanøs selvstændighed på toldområdet ophørte i 1925, hvor øen blev underlagt Esbjerg tolddistrikt.

* * * Toldkontrollører på Fanø og Mandø

1668-1685
Peder Madsen Fridsch, død 1709 på en skibsrejse til Holland. Gift 1. gang med Anne Terkelsdatter, død omkring 1675. Gift 2. gang ca. 1677 med Kirsten Jensdatter Friis, død 1733 i Ribe (?).
[Told-]inspektør over Fanø, Mandø og Sønderhoved (d.e. Sønderho) 8. februar 1668, kgl. konf. 28. juni 1670, afskediget 24. april 1685. Samtidig boede og passede han en stor købmandsvirksomhed i Ribe og blev byens overformynder i 1704. Han omkom på en skibsrejse til Holland, hvorved også en betydelig række handelsvarer gik tabt. Herefter sad hans enke tilbage i fattige kår. Gravsten i Ribe Domkirke.

1685-1696
Rasmus Mikkelsen, født ca. 1644, begr. 15. september 1718 i Sønderho. Gift emd Gedske, født ca. 1650, begr. 5. april 1729 i Sønderho.
Toldbetjent over Fanø, Mandø og Sønderhoved 24. april 1685. Som sin forgænger kaldte han sig dog inspektør, da han i 1685 og 1687 fik sine børn døbt i Nordby. Afskediget 25. februar 1696. Atter toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 23. marts 1697.

1696-1697
Ole Justesen, født ca. 1643, død 15. marts 1697 i Ribe (Domsogn). Gift med Maren (gift 2. gang 1699 med kaptajn Frederik Gebhardt, Fredericia).
Toldbetjent i Ribe 29. januar 1684, [tillige?] toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 25. februar 1696.

1697-1718
Rasmus Mikkelsen
Toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 23. marts 1697 (se ovenfor).

1718-1743
Christian Frederik Pedersen Gallasen (søn af kroholder Peder G. og Margrethe Elisabeth Engelstoft), døbt 3. oktober 1684 i Nordby, begr. 20. oktober 1743 i Sønderho. Gift ca. 1722 med Ingeborg Engelstoft (datter af sognepræst Christian Olufsen E. og Anne Nielsdatter Struch), døbt 13. juli 1699 i Sønderho, begr. 1. september 1771 i Nordby.
Lakaj og kammertjener hos oversekretær i Danske Kancelli Ditlev Wibe i ti år. Toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 31. oktober 1718. Deres søn Christian Engelstoft – der altså antog moderens navn – var birkedommer på Fanø.

1743-1765
Thomas Meinert(sen), født ca. 1690, begr. 12. marts 1765 i Sønderho. Gift med N.N., død efter 1743.
Tjente i 14 år hos Prins Carl på Vemmetofte. Toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 30. november 1743. En bøn om at sønnen Christian Meinert måtte efterfølge ham som toldbetjent, blev afslået i 1759.

1765-1786
Jens Ørsted, født ca. 1730, begr. 25. juni 1810 i Karup sogn (Hjørring amt). Gift 1. gang med N.N., død omkring 1765. Gift 2. gang 18. april 1766 i København (jf. Adresseavisen) med Anne Lassen, født ca. 1734, død 19. november 1771 i Sønderho. Gift 3. gang 16. oktober 1772 i Sønderho kirke med Ursula Marie Windfeld (datter af forpagter Jens W. og Kirsten Nielsdatter Juel), født 27. juni 1740 på Øllufgård, Vester Nebel sogn, død 6. april 1799 i Varde (Nikolaj) (gift 1. gang med birkedommer i Hastrup birk Laurits Schytte, ca. 1733-1770).
Tjente i Rentekammeret. Toldbetjent og visitør på ølandene ved Ribe toldsted 26. april 1765. Kontrollør og konsumtionsbetjent i Sæby 10. maj 1786, afskediget med pension 24. november 1802. At dømme efter kirkebøgerne flyttede Ørsted fra Sønderho til Nordby umiddelbart efter sit sidste giftermål i 1772. Da Ørsted blev fik nyt embede i Sæby, slog hans hustru sig ned hos familie i Varde. Om årsagen hertil vides intet, men da Ørsted døde mange år senere, blev det i kirkebogen noteret, at han ”levede og døde som et svin”.

* * * Toldkontrollører i Sønderho

1786-1791
Christian Junghans, født ca. 1749, begr. 2. oktober 1812 i Horsens. Gift 19. oktober 1786 i Sønderho kirke med Dorthea van der Fehr, født ca. 1759, død 29. juni 1835 i Horsens.
Kontrollør og konsumtionsbetjent i Sæby 21. august 1783. Kontrollør og toldbetjent i Sønderho 3. maj 1786. Overtold- og konsumtionsbetjent i Horsens 26. oktober 1791.

* * * Toldkontrollører i Nordby

1786-1790
Tobias Nascou (søn af byfoged Hans Jørgen N. og Anne Sophie Mørch), døbt 23. februar 1758 i Aalborg (Frue), begr. 21. oktober 1799 i Frederikssund. Gift 1. gang 11. juli 1787 i Aarhus Vor Frue kirke med Johanne Becker (datter af grosserer Johan Frederik B. og Else Cathrine Gleerup), døbt 21. oktober 1754 i København (Frue), begr. 6. januar 1795 i Kerteminde. Gift 2. gang 27. maj 1795 i Kerteminde kirke med Dorthea Wium Langemach Bruun (datter af købmand Hans Otto B. og Antonette Marie Jæger), døbt 7. oktober 1766 i Kerteminde, død 19. november 1821 i Kerteminde.
Kontrollør og toldbetjent i Nordby 3. maj 1786. Tolder i Foldingbro 1790. Told- og konsumtionsinspektør i Kerteminde 1. juni 1791. Konsumtionskasserer i Frederikssund 6. marts 1799.

* * * Toldkontrollører på Fanø

1822-1833
Wilhelm Martin Winckler (søn af regimentskirurg Christian W. og Hedevig Louise Christence Lüders), født 22. juni 1771 i København (Petri), død 28. februar 1833 i Nordby. Ugift.
Kaptajnløjtnant af Søetaten. Kommandant på Fanø under Englandskrigene 1808-14. Branddirektør på Fanø 18. januar 1816, tillige toldkontrollør og oppebørselsbetjent sst. 17. september 1822.

1833-1845
Johannes Borchsenius Rautter (søn af købmand Johannes R. og Valborg Borchsenius), døbt 19. september 1785 i Slagelse (Mikkels), død 19. marts 1845 i Nordby. Gift med Karen Wilhelmine Borchsenius (datter af sognepræst Johannes B. og Anne Helene Storm), født 7. november 1798 i Værum præstegård, død 20. december 1874 i Lundsgård, Fraugde sogn (begr. i Nordby).
Premierløjtnant af artilleriet. Toldkontrollør og oppebørselsbetjent på Fanø 2. oktober 1833.

1845-1856
Christoffer Breyen (søn af toldbetjent Christoffer Evensen B. og Helene Marie Adami), født 19. april 1804 i København (Garnisons), død 2. januar 1856 i Nordby. Gift 31. marts 1833 i Hals kirke med Louise Augusta Lund (datter af sekondløjtnant Elias Andreas L. og Marianne Cathrine Döhnert), født 2. april 1809 i Holbæk, død 9. juni 1883 i Roskilde.
Krydstoldbetjent i Hals, senere konst. kontrollør på toldvagtskibet ved Agger kanal. Toldkontrollør og oppebørselsbetjent på Fanø 10. juli 1845, toldoppebørselskontrollør sst. 20. maj 1851.

* * * Toldoppebørselskontrollører på Fanø

1856-1863
Wilhelm Bernhardus Nørager Wellejus (søn af toldkasserer Ludvig Sophus W. og Echardine Christophora Nørager), født 4. september 1820 i Bandholm, Østofte sogn, død 19. februar 1881. Gift 1. gang med Amalie Saabye (datter af sognepræst Johan Frederik S. og Amalie Margrethe Hardung), født 5. marts 1819 i Errindlev præstegård, død 27. maj 1870 i Aalborg. Gift 2. gang 3. januar 1871 i Aalborg Vor Frue kirke med Henriette Augusta Friess (datter af toldassistent Carl Wolfgang Haffner F. og Wilhelmine Marie), født ca. 1843 i Langenfelde, Holstein.
Toldfuldmægtig i Sorø. Strandkontrollør ved toldopsynet på Fyns vestkyst 13. oktober 1847, bosat i Vester Skerninge sogn. Toldkontrollør i Rudkøbing 20. maj 1851. Toldoppebørselskontrollør på Fanø 18. maj 1856. Toldforvalter i Skælskør 21. september 1863, toldkasserer i Aalborg 22. marts 1870.
Kammerråd 1869.

1864-1876
Paul Michael Launy, født 19. april 1818 i København, død 22. februar 1898. Ugift.
Kancellist i Generaltoldkammeret 11. december 1854. Konst. toldkontrollør i Køge 26. juli 1861. Toldoppebørselskontrollør på Fanø 4. april 1864. Toldforvalter i Køge 18. oktober 1876, afskediget 11. december 1885.
R. 1886.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar