lørdag den 27. oktober 2018

Toldere i Sorø

Konsumtionsvæsenet i Sorø bestod fra statens overtagelse i 1779 af en konsumtionsforvalter og en konsumtionskontrollør, men da sidstnævnte blev forflyttet til Korsør i 1793 blev embedet ikke genbesat.

Ved folketællingen i 1801 havde Sorø blot tre konsumtionsunderbetjente. Købstaden, der dengang kun talte knap 600 indbyggere, ligger ved hovedlandevejen mellem København og Korsør. Desuden stod byen også i landevejsforbindelse med Næstved.

Ifølge toldkalenderen fra 1847 fik konsumtionsforvalter Oehlenschläger en årsløn på 825 rdl. - som var en af de laveste cheflønninger i landet. Der var desuden stadig tre konsumtionsunderbetjente, der hver modtog 200 rdl. i løn.

Med lønningsloven af 1851 blev nabokøbstæderne Slagelse, Sorø og Ringsted sammenlagt i toldmæssig henseende og ledelsen blev henlagt til Slagelse.

Da jernbanen mellem Roskilde og Korsør åbnede i 1856, blev der indrettet et mindre toldekspeditionslokale på den nye banegård. Da der i 1902 blev anlagt en sidebane til byen flyttede toldekspeditionen med til den nye bystation ved nuværende Rådhusvej.


KONSUMTIONSVÆSENET

* * * Konsumtionsforvaltere


1779-1782
Maximilian Wilhelm Hansen (søn af kromand Ditlev Johan H. og Inger Sørensdatter Basse), døbt 16. maj 1745 i Tørring kro, Tørring sogn, død 23. maj 1794 i Middelfart. Gift 2. juni 1773 i Roskilde (Domsogn) med Karen Brønniche (datter af drejermester Peder Jacobsen B. og Anne Cathrine Jensdatter Rosenquist), født 12. september 1756 i Roskilde (Domsogn), død 1817.
Forvalter på Saltø. Konsumtionsforvalter i Skive 11. juni 1778, men tiltrådte ikke embedet. Konsumtionsforvalter i Sorø 1778. Konsumtionsforvalter i Middelfart 1782, tillige tolder sst. 3. september 1790, told- og konsumtionsinspektør sst. 30. oktober 1793.

1783-1821
Christian Abel Warming, født ca. 1747, død 30. maj 1827 i Sorø. Gift 31. august 1781 i København (Garnisons) med Louise Schwartz (datter af Gotfred S. og Cecilie Nielsen), døbt 10. januar 1758 i København (Petri), død 16. marts 1842 i Sorø.
Sekondløjtnant ved Holstenske Infanteriregiment 5. september 1770, afskediget 30. januar 1782. Konsumtionsforvalter i Sorø 23. januar 1782, afskediget 12. maj 1821.
Justitsråd 1821.

1821-1833
Hans Frederik Warming (søn af konsumtionsforvalter Christian Abel W. og Louise Schwartz), født 5. september 1781 i København, død 5. marts 1833 i Sorø. Gift 1. gang 15. april 1814 i København (Helligånds) med Mariane Christiane Mossin (datter af skibskaptajn Niels Peter M. og Sarah Fielding), født 16. december 1793 i Ostindien, død 22. november 1827 i Sorø. Gift 2. gang 10. februar 1832 med Rosine Elisabeth Tillisch (datter af ritmester Georg Frederik T. og Augusta Elisabeth Stemann), født 16. december 1802 i Haderslev, død 26. april 1888.
Skibskaptajn. Konsumtionsforvalter i Sorø 15. maj 1821.

1833-1834
Henning Andreas Gether (søn af ritmester Carl Christian Leopold G. og Anne Sophie Magdalene Elisabeth Gjøe), født 7. november 1800 i Jægersborg, Gentofte sogn, død 27. september 1854 i Køge. Gift med Birgitte Caroline Selchau (datter af godsejer Christian Andreas S. og Karen Kjær), født 18. oktober 1795 på Selchausdal, Sæby sogn, død 15. august 1864.
Ritmester. Konsumtionsforvalter i Sorø 23. oktober 1833. Branddirektør i Ringkøbing amt 12. juli 1834. Postmester i Køge 27. januar 1835.

1834-1840
Gregorius Martinus de Klaumann (søn af premierløjtnant Gregorius de K. og Barbara Charlotte Thye), født 24. november 1780 i Ondløse sogn, død 30. juni 1840 i Sorø. Gift 1. gang 26. august 1809 i København (Garnisons) med Sophie Margrethe Louise von Beck (datter af generalløjtnant Christian Frederik von B. og Ingeborg Astrup), født 9. juli 1784 på Eskilstrupgård, Sneslev sogn, død 24. juli 1829 i København (ægteskabet opløst 1811). Gift 2. gang med Anna Gram (datter af prokurator Frederik G. og Lene Krarup Thye), født 3. januar 1780 på Østrupgård, Kirkerup sogn, død 16. september 1862 i Sorø.
Page hos enkedronning Juliane Marie. Fænrik ved Norske livregiment 1796, sekondløjtnant 1801, premierløjtnant 1803, sekondritmester ved Prins Frederik Ferdinans regiment 1807, afskediget 1816. Branddirektør i Ringkøbing amt. Konsumtionsforvalter i Sorø 27. august 1834.
Karakteriseret major 1818.

(1836-1840)
Carl Christian Heiberg (søn af handelsbestyrer Eduard Christie H. og Eleonora Cornelia Castonier), født 17. maj 1804 i Julianehåb, Grønland, død 23. november 1850 i København (Trinitatis). Gift 1. gang med Thomasine Cathrine Charlotte Flindt (datter af premierløjtnant Henrik Wilhelm F. og Nielsine Henrikke de Moldrup), født 21. marts 1800 i København (Fødselsstiftelsen), død 24. november 1847 i København (Frederiks hospital) (ægteskabet opløst). Gift 2. gang med Cathrine Hirsch (datter af skomagermester H.), født ca. 1794 i København, død 2. august 1853 i København (Trinitatis).
Kammerskriver i Generaltoldkammeret. Adjungeret konsumtionsforvalter i Sorø 20. december 1836. Told- og konsumtionsunderbetjent i København 18. marts 1843, toldassistent 25. maj 1845.

1840-1844/47
Johan Christian Julius Lehmann (søn af styrmand Johan Frederik Ludvig L. og Ellen Margrethe Nyegaard), født 10. april 1801 i København (Garnisons), død 14. marts 1888 i København (Pauls). Gift 1. gang 28. november 1828 med Helene Dorothea Christine Fog (datter af sognepræst Rasmus F. og Johanne Henriette Müller), født 6. maj 1803 i Næstved (Mortens), død 4. august 1837 i København (Frue). Gift 2. gang 22. oktober 1844 med Erasmine Henriette Fog (søster til foregående), født 23. juli 1810 i Køge, død 20. august 1885 i København (Pauls).
Kopist i Generaltoldkammerets danske fag 27. oktober 1827, fuldmægtig. Konsumtionsforvalter i Sorø 28. oktober 1840. Konstitueret told- og konsumtionsinspektør i Nykøbing F. 12. august 1844, virkelig 15. april 1847. Toldkasserer i Odense 2. april 1853, afskediget 12. marts 1875.
Kammerråd 1852. Justitsråd 1859. Etatsråd 1875. – R. 1869.

1844/47-1849/51
Johannes Wolfgang Oehlenschläger (søn af digteren Adam Gottlob O. og Christiane Georgine Elisabeth Heger), født 7. februar 1813 i København (Garnisons), død 30. november 1874 i København (begr. på Frederiksberg). Gift 1. gang 23. december 1844 i København (Slotskirken) med Francisca Hedemann (datter af kaptajn i Søetaten Johan Christoph Friederich von H. og Frederikke Louise Høyer), født 21. februar 1822 i København (Holmens), død 3. oktober 1861 i København (begr. på Frederiksberg). Gift 2. gang 29. oktober 1867 med Bodil Cathrine Juell (datter af biskop Daniel Bremer J. og Caroline Boeck), født 25. maj 1838 i Kragerø, Norge, død 24. juni 1912 i København (Frederiks).
Student 1829 (privat), cand.jur. 1835. Konstitueret konsumtionsforvalter i Sorø 12. august 1844, virkelig 15. april 1847. Konstitueret toldkontrollør 10. februar 1849, virkelig 20. maj 1851, toldinspektør sst. 28. marts 1861.
Hofjunker 1840. Kammerjunker 1844.

1849-1851
Niels Carl Friess (datter af kaptajn Wilhelm Albrecht Ludvig Herman F. og Birgitte Kirstine Munch), født 4. april 1787 i København (Garnison), død 23. november 1862. Gift med Sophie Wilhelmine Dahlbom (datter af urmagersvend Niels Henrik D. og Frederikke Voigt), født 19. november 1802 på Frederiksberg, død 17. februar 1883 i Hjembæk præstegård, Hjembæk sogn (begr. i København).
Surnumerær kontrollør ved maleværket i København 17. februar 1824, virkelig 16. august 1825, havnekontrollør sst. 7. september 1839, told- og konsumtionskontrollør sst. 25. maj 1848. Konstitueret konsumtionsforvalter i Sorø 10. februar 1849, afskediget 20. maj 1851.
Krigskancellisekretær. Overkrigskommissær 1834.

* * * Konsumtionskontrollører

1779-1793
Ulrich Carl Lütken (søn af forvalter Hans Frederik L. og Anne Christine Frigast), døbt 9. januar 1749 på Skjoldenæsholm, Valsølille sogn, død 21. januar 1821. Ugift.
Kontrollør og konsumtionsbetjent i Sorø 1778. Told- og konsumtionsinspektør i Korsør 17. juli 1793.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar